Hvad er en perle?

Alle mollusker – hvirvelløse bløddyr som muslinger, østers, snegle, blæksprutter og andre skaldyr – der beklæder det indre af deres skaller med perlemor, kan under de rette betingelser fremstille perler, men kun få arter producerer de smukke, smykkeværdige af slagsen. Spiselige muslinger og østers frembringer som regel ikke perler af værdi – og de, der producerer smukke perler, smager sjældent godt. Perleproducerende mollusker er i anatomi mere lig muslinger end østers, omend de i form ligner østers.

Tre saltvandsmuslingearter frembringer 99 % af alverdens saltvandskulturperler: Akoya (Pinctada fucata martensii /Pinctada imbricata; findes primært i Japan og Kina), den sortlæbede Pinctada margaritifera (Polynesien, Det Røde Hav, Mikronesien, Indonesien, Mexico, Panama, Peru og Japan) og den sølv-, hvide- eller guldlæbede Pinctada maxima (Filippinerne, Papua Ny Guinea, Australien, Indonesien og Myanmar). Der findes også perler i mange andre arter, men kun yderst sjældent er de så kønne, at de fattes i smykker.

Ordet perle er reserveret naturperler, ægte perler; det ægte ligger implicit i ordet perle. En perle er et objekt/en fast masse af kalciumkarbonat, organisk materiale og vand, dannet ved et tilfælde uden menneskelig indgriben af nogen art i en mollusk, som lever i sit naturlige habitat. Perlen består af det samme materiale som molluskens skal. Naturperler dannes, når en mollusk udskiller lag på lag af aragonit og konkyolin på et fremmedlegeme, der oftest er en parasit eller et stykke muslingeskal. På grund af overfiskning og forurening er naturperler i dag ekstremt sjældne. I dag fiskes der ikke længere systematisk efter perler; til gengæld indsamler man stadig visse steder muslinger til brug på kulturperlefarme eller til yderligere opdræt.

Kongelige kreationer
Moderne-kreationer
Perleportraetter
Sponsorer